Rebrandet Genvex mærker effekten også i Norge og England

– Vi kan godt mærke effekten af rebrandingen af Genvex for et par år siden. Ikke alene herhjemme men også i Norge, hvor vi konkret har fået en ordre på 500 Genvex-anlæg til Bergen, fortæller eksportchef Martin R. Fisher, Genvex, til Byggeeksport på deres stand på danske Building Green. Og tilføjer, at rebrandingseffekten også gælder på det engelske marked. Her deltog Genvex i år på Ecobuild-messen i London og udstiller atter næste år på den fællesstanden Nordic Pavillon, hvor der er fokus på fjernvarme, der bliver det store tema på Ecobuild.

På Building Green lancerede Genvex to nye ventilationsaggregater, ECO 190 og ECO 375, med særligt fokus på pladsbesparelse og energieffektivitet.
Relanceret Genvex

Genvex er grundlagt i 1974 og har udviklet sig til et brand indenfor boligventilation helt på linje med at tagvinduer kaldes Velux. Men hård konkurrence de senere år har afspejlet sig i nogle meget svære, økonomiske år, der medførte at Genvex for tre år siden fusionerede med danske KVM Conheat i selskabet KVM-Genvex A/S, men hver især bibeholdte deres brand.
Relanceringen af Genvex skete med titlen: Nyt ejerskab, nye produkter og ny strategi hos Genvex”.

KVM-Genvex A/S indgår i den svenske industrikoncern Nibe Industrier AB, der ligeledes ejer Metro Therm A/S.