BIG projekt på stand by i World Trade Center

Omkring halvdelen af lejearealet i det nye over 400 meter høje 2 World Trade Center i New York skulle være det nye hovedsæde for de to amerikanske medier 21st Century Fox og News Corp. Begge ejet af mediemogulen Rupert Murdoch.
Men i sidste uge skrev New York Post, at flytningen ikke bliver til noget. Kontrakten på lejemålet var en hensigtserklæring, og forretningsmæssige grunde forklares at være årsagen til beslutningen.
Det prestigefyldte projekt er tegnet af Bjarke Ingels. Men selvom bygherren Larry Silverstein er skuffet, er han alligevel optimistisk og siger, at han snart har fundet en ny stor lejer.